Igen i 2023 har Blackoatsfarm by Engdigegaard været på Madens Folkemøde på smukke og solbeskinnede Engestofte Gods ved Maribo, og vi er glade for at så mange af de 10.000 besøgende lagde vejen forbi os på Madmarkedet. Foruden smagsprøver på sorthavregryn var det også muligt at smage på madbrød bagt glutenfrit og udelukkende på sorthavre. Det lader sig nemlig gøre uden brug af de ellers traditionelt "dårlige" smagsgivere som loppefrøskaller og kikærtemel for at få glutenfri bagning til at fungere ved at berige med protein og fiber. Men både protein og fiber er i forvejen super højt i sorthavre, så vi skal ikke tilsætte noget.
Det var også en stor fornøjelse for os at sponsorere sorthavregryn til køkkeneleverne fra CELF som lavede smagsprøver på sprøde og lækre vafler lavet på dej af sorthavre.
Den kendte stjernekok Mette Dahlgaard fra Falster Kyst og Pomle Nakke (tidligere Nimb Gemyse i Tivoli) brillierede desuden fra Madscenen med at tilberede grøntsager smørsteget i sorthavregryn.